Mange har efterhånden kastet sig ud i barfodsløb og har fået en ny oplevelse af løb, både på det fysiske og det psykiske.
Beskrivelse:
Fysiske fordele og udbytte ved barfodsløb
af Nikolaj Lehmann (fra Løbemagasinet august 2011)
Det kan være svært at tale om fordele og udbytte ved barfodsløb, og samtidig undgå, at det skal lyde som en ny og glansfuld trend som bringer løfter om et bedre liv. Fordi der er faktisk intet nyt eller glorværdigt ved barfodsløb, tværtimod – det er råt, usødet og bestemt ikke for gud og enhver.
Men der er helt klart nogle udbytter som er specifikke for barfodsløb, og som skyldes den særlige måde kroppen påvirkes på, når man løber på sine bare fødder. Nærværende artikel vil give en beskrivelse af disse udbytte, og disse er baseret på egne og andres erfaringer samt betragtninger om biomekanikken i barfodsløb.
Muskelaktivering og påvirkning
Et af de væsentlige karakteristika ved barfodsløb er den måde landingen med foden foregår ved hvert skridt. I barfodsløb er man simpelt hen tvunget til at lande på for-/mellemfoden for at skabe den stødarbsorbering som løbesko ellers sørger for. Bevægelsen minder fuldstændig om ét- bens hop eller sjipning. Denne hoppe-bevægelse kræver en væsentlig aktivering af hele underkroppens muskler med et væsentlig bidrag fra den såkaldte bagkædemuskulatur, som udgøres af balde-, hase- og lægmusklerne. Især aktivering og påvirkning af lægmusklerne går ikke ubemærket hen, og enhver barfodsløber vil formentlig huske de indledningsvise seriøse ømheder i disse muskler. Det skyldes, at landing på forfoden kræver et stort stykke ekscentrisk arbejde fra lægmusklerne som en del af kroppens egne stødabsorberingsmekanisme. Det ekscentrisk arbejde bruges også til at genere kraft til det efterfølgende afsæt. Barfodsløb kræver således en vis andel af eksplosivt muskelarbejde (selv ved langsomt løb), og personer med styrketræningserfaring i underkroppen (squat, dødløft og lunges) vil derfor formentlig opleve en lettere tilvænning til bevægemønsteret i barfodsløb.
En anden ting man er tvunget til under barfodsløb er aktivt at løfte tæerne. Ellers risikerer man, at tæerne bliver ”trukket” ind under foden (især storetåen), så man kommer til at jokke oven i sin egne tæer. Det gør vanvittigt ondt og kan medføre lettere forstuvet tåled, hudafskrabning på oversiden af tåen og knækkede negle. De fleste barfodsløbere har formentlig prøve det, men højst et par gange, idet man hurtigt lære at få løftet tæerne (det kalder man konsekvens-baseret motivationJ). Det giver en særdeles god træning af tå-strækkere, som bla. er muskler på forsiden af underbenet. Umiddelbart vil jeg mene, at det har en forebyggende effekt mod skinnebens betændelse, men hvorledes det sker er uklart. Det har ikke været muligt at finde noget, der understøtter denne teori. Jeg har dog endnu ikke mødt en barfodsløber med skinnebens betændelse og kender endda nogen, der er kommet af med det, ved at gå over til barfodsløb. Om end ikke andet er det godt at få trænet disse tå-strækker muskler.
Foden
Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at fødderne vil gennemgå væsentlige forandringer som følge af barfodsløb. Den direkte og noget mere kontante kontakt mellem fod og underlag medfører en række specifikke adaptioner i både fodsål, fodled og fodbuer.
De fleste vil nok forvente, at man udvikler hård hud i fodsålen. Men det gør man faktisk ikke. Hård hud opstår, når huden udsættes for gentagne gnidninger/friktioner. Gentagne gnidninger, især med et asfalteret underlag, vil man meget gerne undgå under barfodsløb, hvis ikke man vil efterlade sig et blodigt fodspor. Man sørger derfor, at kontakten mellem fodsål og underlag foregår som en lodret bevægelse med kort kontakt tid (igen ligesom i et hop). Når man starter på barfodsløb, og indtil løbeteknikken er på plads, vil der være en vis andel af vandret bevægelse af fodsål hen over underlaget, og det er derfor svært helt at undgå vabler i starten. Dette sker typisk også, når man løber tæt på udmattelse.
Med tiden vil der i stedet for hård hud udvikles en tykkere trædepude i forfoden. Huden ovenpå trædepuden er faktisk ganske blød, idet barfodsløb fungerer nærmest som en daglig hud peelingJ. Derudover har den øgede sansestimulering af foden under barfodsløb på sigt to effekter. Først bliver følsomheden i trædepuden og fodsålen generelt stærk nedsat, idet smertereceptorerne i huden vil øge deres responstærskel som følge af den vedvarende påvirkning. Det er den samme proces der sker, når man går fra, at ikke kunne tåle den varme strandsand i starten af badeferien, til at være upåvirket af den efter et stykke tid. Desuden sker der en forbedring af den såkaldte proprioception, som populær sagt er stillingssansen. Det betyder at kroppens balance og koordination overordnet set bliver bedre.
Foden består af 26 knogler og en lang række stærke sener, der bl.a. danner 2 såkaldte fodbuer. Der er en langsgående bue (også kendt som svangen) og en tværgående bue i forfoden. Det ejendommelige ved buer er, at jo mere de belastes jo stærkere er de. Disse 2 fodbuer udgør således kroppens egne stødabsorberingsmekanismer. Fordi der ingen ekstern stødabsorbering er under barfodsløb bliver disse buer tvunget til at udøve deres stødabsorberende effekt. Som følge af adaptationsprincippet medfører dette på sigt en væsentlig styrkelse af fodbuerne. Jeg har tidligere været lettere platfodet på højre side, men er det ikke længere fordi svangen øjensynlig er blevet større og stærkere.
På grund af de mange knogler er der rigtig mange led i foden (1/4 del af alle kroppens knogler finder man i fødderne). Barfodsløb har en mobiliserende effekt på disse led, og gør dermed foden mere bevægelig, hvilket gør fodens evne til at stødarbsorbere endnu mere effektiv. Man skal dog ”træde” varsomt i starten, idet disse mobiliseringer er ret hårdhændede og kan medføre nogle små betændelsestilstanden forskellige steder i foden. Disse forsvinder dog ret hurtigt såfremt man sørger for ordentlig restitution.
Slutteligt kan det nævnes, at en væsentlig fordel ved barfodsløb er, det er praktisk talt umuligt at vrikke om på foden.
Overordnet set kan det siges, at undertegnede og andre har oplevet mange fordele og udbytte ved barfodsløb. Når det er sagt vil jeg ikke anbefale, at man bruger ovenstående som primær motivation for at dyrke barfodsløb. Først og fremmest fordi der er ingen garanti for, at man kommer til at opleve de nævnte udbytter. For det andet fordi barfodsløb er ret hårdt og kræver et vis fysisk fundament. De nævnte adaptioner i muskler, sener og knogler kræver tid og tålmodighed, og der går faktisk noget tid før man trygt kan udfordre sin kondition ved barfodsløb. Så man skal heller ikke dyrke barfodsløb for sundheden alene. Som nævnt er der intet nyt og glorværdigt ved barfodsløb, og det er hverken smart eller sexet. Men det er en helt særlig oplevelse som ikke rigtigt kan beskrives. Ligesom en opskrift siger intet om hvordan en ret smager, så skal det først og fremmest opleves… eller ikke. Barfodsløb er i teorien for alle, men ikke i praksis.
