Orthomolekylær medicin er - populært sagt - økologisk medicin. Af Erik Kirchheiner, FRSA
Beskrivelse:
Orthomolekylær medicin er - populært sagt - økologisk medicin.
Ved denne form for sygdomsbehandling og forebyggelse af lidelser, bruger man fortrinsvis substanser, der er forenelige med kroppens egen indre økologi. Det drejer sig om stoffer som organismen enten selv frembringer - som for eksempel hormoner og visse enzymer - eller som vi indtager med føden.
De sidste er ofte er nødvendige for organismens funktion - for eksempel mineraler, vitaminer, aminosyrer, essentielle fedtsyrer og planteenzymer - og er gennem årtusinders udvikling blevet forenelige med og integreret i vor egen indre økologi.
Det græske ord "orthos" betyder "korrekt" eller "det rette". Vi kender også ordet fra ortopædi, ortodoksi, ortografi og flere andre forbindelser. Orthomolekylært er altså det, der beskæftiger sig med og benytter "de rette" molekyler.
Det betyder i denne forbindelse de kropskompatible substanser, cellerne kan genkende og udnytte til selvreparation, genopbygning af tabte eller beskadigede funktioner, til afgiftning og aktivering og etablering af et økologisk velfungerende indre cellemiljø.
Orthomolekylær terapi arbejder således fra cellens indre ud i organismen for at helbrede denne. Den kaldes derfor også undertiden for cellulær terapi. Vi har det kun så godt som vore celler har det.
Det menneskelige legeme er i stor udstrækning en selvreparerende organisme. Målet med den orthomolekylære medicin er, at give præcis de næringsstoffer, som gør cellerne i stand til selv at identificere og nedkæmpe en sygdom.
Orthomolekylær behandling er praktisk talt total bivirkningsfri. Denne meget væsentlige fordel gør at den altid, hvor det er muligt, bør prioriteres højt.
Den skolemedicinske sygdomsbehandling, som med få undtagelser er den eneste behandlingsform, der i det offentlige regi tilbydes patienterne, er baseret på indtagelsen af kropsfremmede farmaceutiske substanser, der forstyrrer organismens normale biokemiske funktioner og derved medfører ofte meget svære bivirkninger. I modsætning hertil samarbejder de orthomolekylære stoffer med kroppens egne lægende kræfter om at nå frem til helbredelse og helse.
Af de nævnte årsager er risikoen ved orthomolekylær behandling altid væsentligt lavere end risikoen ved den traditionelle behandling af samme sygdom, og de orthomolekylære behandlinger er ofte på længere sigt langt mere effektive, idet de sigter mod at fjerne selve årsagen til sygdommen i modsætning til de fleste traditionelle behandlinger, der udelukkende fjerner sygdommens symptom.
Mange sygdomme kan ikke behandles rationelt og effektivt med nogen anden metode end orthomolekylær terapi, fordi disse lidelser er mangeltilstande, og de manglende substanser lige netop er de naturlige ernæringsfaktorer, som den orthomolekylære behandling tilfører.
Betegnelsen orthomolekylær og begrebet orhomolekylaritet blev formuleret af den berømte biokemiker og dobbelte Nobel-pristager dr. Linus Pauling i 1960'erne.
Betegnelsen blev lanceret først og fremmest i det monumentale og epokegørende værk "Orthomolecular Psychiatry", der ikke blot klart dokumenterede den orthomolekylære metodes rationalitet og effektivitet; men gjorde dette i et kontroversielt sygdomsområde: de såkaldte sindslidelser.
Det blev påvist, at en lang række mentale sygdomme har klart definerbare biokemiske årsager og orthomolekylær behandling rettet mod neutralisering af disse årsager var langt mere resultatgivende end traditionel psykiatrisk terapi.
Afgiftning er en meget væsentlig del af det orthomolekylære program. I vort belastende nutidsmiljø er kronisk forgiftning en væsentlig sygdomsårsag, som man i konventionel behandling sjældent tager højde for.
Orthomolekylær afgiftning foretages ved hjælp af næringsstoffer - antioxidanter og aminosyrer - samt ved hjælp af infusioner, altså intravenøse drop, som for eksempel C-vitamin - eller EDTA.
